PRESSEMEDDELELSE DEN 25. januar 2011

 

 

Gode erfaringer med selvstændige haller

 

For godt og vel et år siden blev Osted og Glimhallerne selvstændige med egen bestyrelse og egen forvaltning af pengene til drift, vedligehold og renovering. - Det første års erfaringer har bekræftet os i, at det er den helt rigtige måde at organisere os på, fortæller formand for halbestyrelsen, Jens P. Andersen.

 

Fra at have været en del af skolernes budgetter har Osted- og Glimhallerne nu i et år været selvstændige, og halbestyrelserne har gjort sig de første erfaringer med den frihed og det ansvar, som følger med at organisere sig efter "Lejremodellen".

 

Det har blandt andet resulteret i, at bestyrelsen har prioriteret mellem en række vedligeholdelsesprojekter, som kommer hallernes brugere til gode.

 

Nyt loft og nyt lys

 - En af de mest synlige forbedringer er, at vi har fået lavet et nyt loft i Ostedhallen. Fra det gamle loft dryssede der isoleringsfibre ned på gulvet og gjorde det ubehageligt at dyrke idræt. Der er nu et helt nyt og pænt Træbetonloft, hvis farver harmonerer med de øvrige farver i hallen. Derudover har vi fået et nyt lysanlæg i hallen, som kan tilpasses de forskellige aktiviteter, der er i hallen, og som i det daglige kan spare os for ca. 50 % på elregningen, så investeringen på anlægget tjener sig ind på under 5 år, fortæller Jens P. Andersen.

 

Døre og låsesystem

For de daglige brugere af Osted og Glimhallerne, er det også en mærkbar forbedring, at begge haller har fået renoveret alle inder- og yderdøre, så de lukker tæt - hvilket også hjælper på varmeregningen. Derudover har begge haller netop fået et nyt låsesystem som giver brugerne adgang til lige netop de døre og på de tider, de må have lov til. Systemet giver oplysninger om, hvem der har låst døren op og på hvilket tidspunkt, og dermed er der mulighed for at forfølge eventuelt misbrug.

 

Gulve og baderum står for tur

Som nogle af de højest prioriterede projekter på halbestyrelsens liste står nu renovering af Glimhallens gamle gulv og renovering af baderummene i Ostedhallen.

 

 - Vi kan desværre kun lave ét baderum om året, da det trækker rigtig mange penge ud af budgettet, men det er et arbejde, som er meget tiltrængt, for fliserne er meget slidte og svære at holde rene, siger Jens P. Andersen.

 

 

Stor tilfredshed med Lejremodellen

Med den selvstændige halbestyrelse, er brugerne er Osted og Glimhallerne blevet "herrer i eget hus", og det giver stor tilfredshed.

 

- Vi mener, bestyrelsen er med til at sætte vedligeholdelse i højsædet, og at det er os, der har den daglige gang i hallerne, der har fingeren på pulsen. Vi ved, hvor der skal sættes ind for at have en pæn og driftsikker hal. Vi er meget tilfredse med, at Lejre Kommune indførte Lejremodellen, og vi ønsker den skal fortsætte, da den giver brugerne mere lyst til at holde hallerne pæne og funktionssikre, slutter Jens P. Andersen.

 

 

 

Yderligere oplysninger:

Formanden for Halbestyrelsen Jens P. Andersen, telefon: 40 34 02 21.